VL døgn extra

28.01.2011
AF HENRIK ØRHOLST

De er der alle sammen. Dem fra sidste år. Og mange andre. Årets VL døgn er en af de store begivenheder for topledere i både private og offentlige organisationer


Endnu engang finder statsminister LARS LØKKE RASMUSSEN tid til at være indlægsholder, og Jeff Gravenhorst fra ISS Group fortalte om, hvordan fremtiden ser ud fra CEO-stolen hos en af verdens største virksomheder.

Men også en perlerække af talere kiggede i krystalkuglen for at komme med deres bud på udviklingen i de kommende år frem mod 2020. Der er udsigt til brud, bankerot, nye stærke økonomier og eksponentiel vækst. Sådan tegner billedet sig, når der tændes for det lange lys, der peger i retning af 2020. Et budskab, som blev understreget igen og igen i løbet af de to dage.

DEN RØDE LØBER


blev rullet ud i DR’s koncerthus, og forventningerne er store blandt de mere end 600 deltagere.

Direktør Jørgen Overgaard fra Siemens Windpower siger ”Jeg forventer at få en masse spændende input fra både talerne og alle de erhvervsledere, der sidder rundt omkring. Især i år bliver det spændende, fordi der er et tæt samarbejde med DR om interview med folk ude i verden. ”

Direktør Poul Lind fra NPT A/S siger ”Jeg forventer at få et bud på, hvordan det internationale finansklima udvikler sig i Europa. Det er der en del indlæg, som tager udgangspunkt i.”

Partner Troels Gregersen fra PA Consulting Group: ” Jeg forventer at høre om, hvordan konkurrenceevnen udvikler sig i de kommende år, og hvad de internationale trends viser. Jeg tror, vi kommer til at arbejde endnu hårdere for at holde vores velfærdsstat kørende”.
Jannick B. Pedersen, der har stået i spidsen for VL gruppe 57’s styregruppe, som har arrangeret dette års VL døgn siger det mere enkelt; ”Jeg forventer, at det bliver skideskægt, undskyld jeg må lige tage den…. ”. Telefonen ringede.    Der var en sidste ting, der faldt på plads i forbindelse med det veltilrettelagte VL døgn.




VL DØGNET 2011 - MOD 2020: BLIV KLÆDT PÅ TIL UDVIKLINGSBRUD, INNOVATIONSKRYDS OG EKSPONENTIEL VÆKST.




VELKOMST OG MILLIARDERNE I KASSERNE

Formanden Ulrik Bülow bød velkommen og overgav mikrofonen til Tine Götzsche fra TV-Avisen, som myndigt og kyndigt styrede de to dage. Straks efter tonede det første videoindslag op; den svenske professor Hans Rosling kiggede 100 år frem i tiden og ved hjælp af kasser fra IKEA, fik han forklaret udviklingstendenserne. Hver kasse illustrerede en milliard mennesker. De grønne var de fattigste, og de blå var den rigeste del af Jordens indbyggere.

I takt med tiden bliver der flere og flere af de grønne kasser (de fattige). Men de fattigste lande i verden får en stærk vækst i velfærden samtidig med, at der bliver flere og flere mennesker på Jorden. Den gamle (vestlige) verden fylder mindre og mindre.

Den svenske professor fik godt og grundigt aflivet myten om, at udviklingslandene er bagud. Det er de ikke. De er tæt på at have samme niveau af velfærd og sundhed, som vi har. Det vil ændre på den balance, vi har kendt de sidste hundrede år. Magtbalancen tipper. Ikke lige med det samme, men det er en tendens, som vi allerede kan se nu. Især Kina og Indien vil rykke rundt. Også i de vestlige lande er der udsigt til store forandringer. Der bliver færre unge og flere ældre. Dermed er der færre til at trække læsset.
 
Samfundsøkonomien er tilsvarende under pres, og det betyder, at der er brug for ansvarlighed i den økonomiske politik.

STATSMINISTEREN OG NYE MARKEDER

LARS LØKKE RASMUSSEN kommer afslappet ind på scenen. I mørkt jakkesæt. Det er statsmanden, der taler til erhvervslivet. Han taler om velfærd, om efterlønnen. Her konstaterer statsministeren, at ”dele af fagbevægelsen vil diskutere efterlønnen”. Han ridser hurtigt den økonomiske situation op, og på trods af den økonomiske lavvækst kan han konstatere, at vi i Danmark har taget en række af de reformer, som flere af de øvrige europæiske lande ikke har taget. Men det er stadig nødvendigt at foretage en række ændringer.
”Det er tilsvarende nødvendigt at tænke nyt og anderledes i form af offentlig velfærdsservice, hvor der er brug for et endnu mere dynamisk samarbejde mellem privat-offentligt samarbejde”, sagde Lars Løkke Rasmussen. Han fremhæver Falck som et godt eksempel på en virksomhed, der har været i stand til at vise vejen.

AFRIKA

Afrika bliver mere end bare et sort kontinent med krise og fattigdom. Det var budskabet fra den tidligere generalsekretær fra FN, KOFI ANNAN, ”Afrika er 53 forskellige lande, og nogle af dem har en stærk økonomisk udvikling med vækstprocenter på 5-6 procent”, siger han på videointerview med Tine Gøtzsche filmet på kontoret i Geneve, hvor han arbejder med at tiltrække investeringer til Afrika.
INDIEN

At ting skal ses mere nuanceret, understreger GURCHAREN DAS, som er tidligere CEO for Procter & Gamble, India: ”Den største begivenhed i vores tid er ikke 11. september 2001. Men det er væksten i Kina og Indien”.

Ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller taler på VL døgnet 2011
USA GÅR BANKEROT

”USA går bankerot inden 2020”, var overskriften på JØRGEN ØRSTRØM MØLLER’s (VL 82) indlæg. ”Vi håber ikke, det vil ske, men det blive kreditorerne, der bestemmer”, siger den flittige forfatter, Visiting Research Fellow på ISEAS i Singapore og ambassadør. Han har mange eksempler på, hvor galt det kan gå. Flere amerikanske stater har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen. Illinois har kun dækning for 55 procent af budgettet. Der er ikke penge til mere. Det vil ramme politi, skoler og infrastruktur.

”USA har dermed to muligheder; enten betaler man det, som de skylder til kreditorerne. som fortrinsvist er Kina. Det vil betyde lavvækst i USA, protektionisme og dermed vil markedet være lukket for kinesiske varer. Alternativt kan kreditorerne vælge at nedskrive gælden og dermed holde den amerikanske økonomi. Jeg tror på det sidste”, siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Kina kan endnu ikke overtage USA’s plads i Verden. Det er de endnu for svage til, og der er stadig en lang række uløste interne udfordringer. ”Selvom Kina fremstår som stærkt udadtil, så er der stadig lang vej endnu, før de kan indtage pladsen som Verdens stærkeste nation”, sagde han.

”Vi kommer til at leve i en tid med NOIC - "No One In Charge", indtil Kina kan stå frem på scenen”, siger Jørgen Ørstrøm Møller i slutningen af sit indlæg.

ISS INSIDE

Det er en ny verden med nye spillere, og det vil betyde, at der bliver behov for nye serviceydelser og måder at drive forretning på. ISS Groups øverste chef, JEFF GRAVENHORST viser en slide med et hospital og budskabet ”ISS Inside”.

”Det er ikke fordi, vi har planer om at drive hospital, men vi kunne godt gøre det i fremtiden” sagde ISS-direktøren, som samtidig fik gjort op med den traditionelle måde at planlægge på.


”Normalt er rækkefølgen; ”Ready, Aim, Fire”, mens nu - og i fremtiden skal det være ”Ready - Fire - Aim!”. Der er ikke længere tid til at planlægge og bruge tid på det. Der skal eksperimenteres og afprøves i stedet for”

MAGT OG KONSULENTER

I et af de efterfølende indlæg tager Forskeren Liselotte Odgaard, Forsvarsakademiet, fat i spørgsmålet om Kina’s militære rolle i 2020; ”Kinas militær er ikke kilden til Kina’s magt lige nu”.

Sidst på dagen er der tre break outs, hvor der er fokus på ”Konkurrenceevne”, ”Hvad er god topledelse i 2020?” og ”Strategisk og operationel agilitet - nye krav i en turbulent fremtid”.

 
Stig Albertsen og Niels Ahrengot fra Implement gennemførte en undersøgelse i forbindelse med den Break out-session, de stod i spidsen for. ”En survey gennemført blandt 130 danske topledere på VL døgnet i mandags afslørede, at danske topledere forventer en fremtid, hvor behovet for at kunne ”læse ændringer i markedet” og agere hurtigt og konsekvent på dem bliver markant større”


Og fra klokken 19.00 blev det faglige afløst af drinks, snacks, middag og vigtigst af alt: Networking.

ANDEN DAGEN

Ray Kurzweil taler på VL døgnet 2011
Anden dagen starter med kvindelig korsang. Straks efter giver Tine Gøtzsche stafetten videre til RAY KURZWEIL, som den næste time holder deltagerne i ånde med et fyrværkeri af information om, hvor teknologien kan bringe os hen: ”Sprogteknologi bliver det næste nye område, hvor udviklingen kommer til at ske, siger den karismatiske opfinder, iværksætter og forfatter, ”Men timingen er vigtig for alle former for teknologisk udvikling. På 2-3 år kan Verden ændre sig signifikant, og dermed er det helt andre teknologier, der er i spil end dem, som vi kendte”. Han introducerer det nye udtryk ”Nanobots”, som kan være med til at gøre mennesket mere intelligent og leve meget længere.

Nikesh Arora, Google taler på VL døgnet 2011
DAGENS sidste indlæg fra NIKESH ARORA, President Global Sales and Business Development, Google, fik god support fra to medarbejdere, som viste mulighederne ved Google, og hvad den fremtidige udvikling vil være.

TAK OG PÅ VEJ MOD 2012

Som sædvanligt rundede formanden Ulrik Bülow af, hvor han takkede VL57 for det flotte arrangementet og gav stafetten videre til VL23, som står for arrangementet i 2012. Det foregår i Tivolis Congress Center den 30. & 31. januar 2012.

Endnu engang blev forventningerne indfriet; Henrik Andersen fra Hildebrandt & Brandi sagde: ”Jeg har fået nogle perspektiver på det lange sigt og pirret min nysgerrighed for at kigge endnu længere frem, end jeg plejer. Det bedste indlæg var Ray Kurzweil”. Oberst Lars Kjøller (VL 40) fra Fighter Wing Skrydstrup var mest optaget af de perspektiver, som Jørgen Ørstrøm Møller fik tegnet. ”Det var spændende og skræmmende, hvad han fortalte om udviklingen i USA frem til 2020”.

CFO Kresten Kloch (VL 70) fra Niras A/S var også begejstret for Ray Kurzweil. ”Det var spændende at høre hans indlæg om den teknologiske udvikling”.

Direktør Steen Parsholt en af de medlemmer af VL 57, som har stået for årets VL døgn siger: ”Selve organiseringen af et VL døgn har været en kæmpe udfordring og oplevelse". "Den sætning der står skarpest for mig, og som alle vi danskere burde tage ved lære af, er Kofi Annan’s kommentar på vestens bekymring om Kinas stigende indflydelse i Afrika:
"Stop Complaining and Start Competing!"

Denne sætning vil jeg tage med mig - og huske - på min videre rejse. Jeg håber, at mange andre deltagere vil gøre det samme."


VL DØGNET PÅ TV OG WWW

VL døgn 2011 er et tema på ’Danskernes Akademi’ på DR’s hjemmeside og dele af VL døgnet kan ses her: http://www.dr.dk/dr2/danskernes%20akademi

DR2 viste optagelser og interviews fra VL døgnet den 9. og den 16. februar 2011
Udsendelserne vises også på DR's hjemmeside som vi linker til her.

På TV2 Finans kan følgende transmissioner ses:
Interview af Jannick B. Pedersen - lige før starten af VL døgnet
http://sputnik.tv2.dk/play/9-finans-27437/?ss

Og interview af Lars Løkke Rasmussen og Jørgen Huno Rasmussen, adm. direktør, FLSmidth
http://sputnik.tv2.dk/play/17-finans-27455/


Dansk Selskab for Virksomhedsledelse | Tuborg Boulevard 5 | DK-2900 Hellerup | Telefon +45 35439292 | info@vl.dk | CVR: 54 76 36 11 | www.vl.dk