Blue Ocean Strategy giver nye løsninger

02.05.2011
AF HENRIK ØRHOLST

(Fontainebleau) Bogen BLUE OCEAN STRATEGY  har med rekordfart fået et tag i både teoretikere og praktikere. Med næsten tre millioner solgte eksemplarer er professorerne W. CHAN KIM og RENEE MAUBORGNE nogle, der bliver lyttet til. Det gælder lige fra den amerikanske præsident til den flittigt studerende på universitetet.

 


Bogen udkom i 2005, og er blevet oversat til 42 sprog, herunder dansk, hvor Børsens Forlag udgav den. Udbredelsen af Blue Ocean Strategy er derfor en kendsgerning, og forskerne bag teorien har været dygtige til at forny den løbende således, at den ikke står stille som en saltstøtte.


W. Chan Kim er stolt af bogens udbredelse, men det var ikke et formål i sig selv at få budskabet udbredt til så mange mennesker som muligt.

Professorerne W. Chan Kim og Renee Mauborgne

Hvad kan man bruge Blue Ocean Strategy til?
 
”Vi har ønsket at eksperimentere med Blue Ocean Strategy. Vores hypotese er, at den vil fungere forskelligt afhængigt af, hvilken sektor og hvilken del af verden, den bliver anvendt i. Derfor ønskede vi at sprede Blue Ocean Institutterne over flere verdensdele.” 

”Lige da bogen udkom, modtog vi mange forespørgsler, som gik på om tankerne kunne overføres til den offentlige sektor. Det pirrede vores nysgerrighed, og derfor gik vi i gang med at teste budskabet.”

”Blue Ocean Strategy er derfor vokset fra at være en ramme til Business Strategy til at være langt mere.”

”Det, som har drevet os, har været spørgsmålet om, hvorvidt Blue Ocean Strategy er en teori, som gælder på tværs af sektorer, brancher og verdensdele. Vi tror på, at det er en generel teori, som kan bruges til mere end til blot det forretningsmæssige. Vores udgangspunkt var, at Blue Ocean Strategy først var afgrænset til det forretningsmæssige, men vi har gennem vores arbejde fået forståelse for, at det kan bruges til at skabe succes på andre områder”

Hvad er der sket siden Blue Ocean Strategy udkom i 2005?

”Vi startede Blue Ocean Institute på INSEAD i 2007.  Det er siden blevet til institutter i alle verdensdelene. Tyngdepunktet er i Europa og USA, men der er stor interesse i Asien.  Det var forskning og arbejdet med virksomhederne, som var udgangspunktet. Lige nu er vi ved at skifte fokus til at bevæge os mere over i hvordan, den offentlige sektor kan gøre det bedre og nytænke den måde, som ministerier og styrelser fungerer på.”

”Her i Fortainebleau arbejder vi stadig med udgangspunkt i det akademiske og det forretningsmæssige, mens de øvrige dele overvejende er institutter, der skal sætte fokus på udbredelsen og den offentlige sektor.” 

”MBA-uddannelser er samtidig et effektivt redskab til at udbrede budskaberne, og derfor er det en væsentlig del af vores aktiviteter. I USA er målgruppen for indsatsen i små- og mellemstore virksomheder.”

”Asien fylder meget i vores arbejde, og vi har arbejdet for flere regeringer, bl.a. Malaysias. Det er en ny måde at arbejde med Blue Ocean Strategy på”.

”Man kan sige, at vi i Europa har fokus på det forskningsmæssige. I USA er det arbejdet med virksomhederne, vi fokuserer på - og i Asien med regeringerne. Blue Ocean Strategy kommer derfor langt omkring”

Kan man bruge Blue Ocean Strategy til andet end forretningsstrategi?

”Ja. Vi har som nævnt arbejdet for den malaysiske regering, der stod overfor en række udfordringer.  Kriminaliteten var stigende, derfor var der et stort ønske fra borgerne om mere politi på gaden. Premierministerens første prioritet var derfor at øge antallet af politibetjente.”

”Den store udfordring var, at alt for mange politifolk brugte tiden på administrativt arbejde. Der blev brugt lige så mange ressourcer på administration som på at uddanne nye politifolk.”

”Derfor blev en række medarbejdere fra den statslige administration overført til politiet. På fire måneder var man i stand til at overføre medarbejdere fra ”cold spot” til ”warm spot” politiet. Dermed fik man frigjort mere end 7000 betjente fra administrationen og i stedet anvendes dem til aktivt politiarbejde.”

”Kriminaliteten faldt med 35 procent næsten øjeblikkeligt. Der var ingen yderligere omkostninger forbundet med det. Der blev sparet i den statslige administration og politiet fik tilført flere ressourcer."
 

Læs næste artikel i VL nyt med interview af Lars Ekström VL 88 i Polen



Dansk Selskab for Virksomhedsledelse | Tuborg Boulevard 5 | DK-2900 Hellerup | Telefon +45 35439292 | info@vl.dk | CVR: 54 76 36 11 | www.vl.dk