ANDEN BREAKOUT SESSION stod Mannaz for. Under titlen ”Fra lederskab til pengeskab i 2020”. I løbet af sessionen blev deltagerne stillet over for en række spørgsmål. En afstemning blandt VL deltagerne viste, at de små årgange og nye adfærdsmønstre betragtes som den mest centrale ledelsesudfordring frem mod 2020. Ud over demografien angav lederne under den efterfølgende diskussion, at de holder et vågent øje på de yngre generationer af en række andre grunde. Unge mennesker søger i stigende grad i retning af projektbaserede karrierer. De ønsker job med udfordringer, ansvar og frihed. Et job, hvor de kan udtrykke sig selv ved at løse krævende problemer og iscenesætte deres evner. Samtidig er der en voksende erkendelse af, at jobbet skal være meningsskabende, og arbejdslivet skal være præget af selvstændighed, fleksibilitet og faglig udvikling. Samlet set er det de virksomheder, der formår at positionere sig og tiltrække den globale talentmasse i de yngre generationer, der har de bedste forudsætninger for succes frem mod 2020.
Undervejs i sessionen blev VL deltagerne også bedt om at forholde sig til fremtidens vigtigste ledelseskompetencer. Her mente 20 procent, at de i højere grad er nødsaget til at fremstå som en ledestjerne, der skaber tilhængere og følgeskab. Tilsvarende 20 procent pegede på vigtigheden af at frigive medarbejdernes talenter.
Som afslutning på sessionen fremlagde Mannaz resultaterne af en international lederundersøgelse, ’’Innovation in Leadership Development’’, der er gennemført i samarbejde med den amerikanske partner, The Institute of Executive Development.
TREDJE BREAKOUT SESSION havde Implement som ansvarlige. Også de gennemførte en undersøgelse blandt deltagerne. Her viste resultaterne bl.a., at ni ud af ti danske topledere forventer en mere kompleks og uforudsigelig fremtid. Et nøgleord her bliver at ”læse ændringer i markedet” og reagere hurtigt og konsekvent på dem.
”Selvom det altid har været svært at spå om fremtiden, ER det ganske enkelt blevet sværere. En lang række globale analyser viser, at forandringshastigheden op gennem det 20. århundrede er steget på alle de parametre, der er blevet målt på. Og det er en tendens, der bare fortsætter”, siger Stig Albertsen fra Implement.
Der vil være brug for større agilitet og mindre intern kompleksitet. Niels Ahrengot fra Implement siger: ”Lige så let det er at blive enige om, at vi skal være mere agile, lige så svært er det at gennemføre i praksis. Når vi arbejder med agilitet, er den primære barriere vi støder på virksomhedernes egen interne kompleksitet. Det kan være alt, lige fra antallet af varenumre og distributionskanaler over ledelseslag og organisatoriske enheder til strategiske fokusområder. Derfor er det vores erfaring, at en reduktion af den interne kompleksitet er en forudsætning for at skabe en mere agil virksomhed”.
|