Ni ud af ti mente, temaet var relevant for årets VL døgn

16.03.2011
AF HENRIK ØRHOLST
Med et svar fra halvdelen af deltagerne på VL døgnet er det en solid undersøgelse, som YouGov kan præsentere for bestyrelsen. Der var stor tilfredshed blandt deltagerne.

92 procent af deltagerne mente at årets tema: "Mod 2020 - Bliv klædt på til udviklingsbrud, innovationskryds og eksponentiel vækst" var relevant i høj grad. Det er på niveau med sidste år, hvor 89 procent svarede det same.

2/3 af deltagerne var tilfredse med VL døgnet. Gennemsnittet var 3,81 (hvor 5 er det højeste). Det er en fremgang fra 3,69 fra VL døgnet i 2010. 67 procent af deltagerne har taget noget med hjem, som de kan bruge i egen virksomhed.

Jannick B. Pedersen fra VL57 siger: "VL døgn 2011 blev arrangeret af 11 medlemmer fra VL57. Vi satte os tre mål med VL døgn 2011. To af dem var at give VL døgn 2010 "friendly competition" ved at opnå højere deltagerantal og højere tilfredshed end sidste år. Dejligt at se, at det lykkedes."
De tre indlæg der scorede højest i undersøgelsen var:

NUMMER 1
Hans Rosling: "100 års perspektivet" (score 4,45). Den svenske professor Hans Rosling, kiggede 100 år frem i tiden ved hjælp af kasser fra IKEA i forskellige farver.
Hver kasse illustrerede en milliard mennesker.  De grønne var de fattigste, og de blå var den rigeste del af Jordens indbyggere. Der blev flyttet rundt på kasserne i løbet af indlægget, og han fik aflivet myten om, at udviklingslandene er bagud. Magtbalancen tipper. Ikke lige med det samme, men det er en tendens, som vi allerede kan se nu. Især Kina og Indien vil rykke rundt. I de vestlige lande er der udsigt til store forandringer. Der bliver færre unge og flere ældre. Dermed er der færre til at trække læsset. 

NUMMER 2
Jørgen Ørstrøm Møller: ”USA går bankerot inden 2020” (score 4,43). En udfordrende overskrift på Jørgen Ørstrøm Møller’s indlæg. ”USA har dermed to muligheder; enten betaler man det, som skyldes til kreditorerne, som fortrinsvist er Kina. Det vil betyde lavvækst i USA, protektionisme, og dermed vil markedet være lukket for kinesiske varer. Alternativt kan kreditorerne vælge at nedskrive gælden og dermed holde den amerikanske økonomi. Jeg tror på det sidste”, siger Jørgen Ørstrøm Møller.
NUMMER 3
Chuck Brymer:“How will Business reach consumers in 2020?” (score 4,42). Med en stribe videoklip får den amerikanske reklamebureaudirektør tredjepladsen. Hovedbudskabet var, at de traditionelle marketingkampagner skal være virale, således at det i højere grad er kundernes netværk, der er maskinen, som skal udbrede budskaberne. ”Vi tror på referencerne fra vores venner og deres venner i stedet for reklamerne”, sagde den afslappede reklamebureaudirektør.

Det blev nogle gode timer for deltagerne i VL døgnet, men enkelte punkter står tilbage, hvor man kan gøre det lidt bedre: ”Break-Out sessionerne” med konsulentfirmaerne Deloitte, Mannaz og Implement scorede mindre højt, derudover var der i evalueringen i år efterspørgsel efter bedre muligheder for networking - og flere pauser til networking blandt deltagerne. Den gennemsnitlige score for 2011 var 3,65, mens den sidste år var 3,89.
Til gengæld var tilfredsheden stor med Tine Gøtzsche, hvor 85 procent af deltagerne var tilfredse med hendes rolle som konferencier.

Jannick Pedersen fortsætter: ”Det tredje mål vi satte os var, at vi ville ændre Danmark - bare lidt. Her var samarbejdet med DR og ikke mindst Tine Gøtzsche et godt valg. Professionalismen hos disse partnere har været uovertruffen - og samarbejdet en stor fornøjelse.”

HUSK VL DØGN 2011 KAN SES PÅ WWW.DR.DK

Som tidligere nævnt kan en del af indlæggene ses på DR's hjemmeside under Danskernes Akademi, som viderefører ideen fra VL døgn 2011 under temaet 'Status på verden år 2020'.  


FORVENTNINGERNE ER STORE TIL VL DØGN 2012
Overliggeren er endnu engang blevet løftet højere, og forventningerne er derfor store til VL 23, der skal stå for arrangementet næste år. Det vil foregå i Tivoli's Congress Center den 30. & 31. januar.

Med undersøgelsen i den ene hånd er der en god affyringsrampe for endnu et succesfuldt VL døgn. 93 procent af deltagerne i undersøgelsen svarede, at de vil deltage også næste år, og derfor er der noget at leve op til.

DAVID HOLM fra VL 23 siger. "Den økonomiske
magtbalance er under konstant forandring mellem
verdensdelene. Siden det 17. århundrede og frem til i dag, er den balance rykket fra Fjernøsten over Europa til USA, og er nu tilbage, hvor den internationale verdenshandel startede, nemlig Fjernøsten."

"Fjernøsten er ikke længere "bare" et sted, hvor man kan få produceret billigt. Det udvikler sig til verdens største hjemmemarked, med alt hvad det vil betyde for udviklingen og styrken af de virksomheder, som bliver "lokale". Vi tager temperaturen på dette fænomen, og vil vise, hvad det kræver af mod og forandringsvillighed til, at også danske virksomheder bliver "lokale" derude."

VL DØGN 2011 EVALUERING
Tryk på linket herunder for at downloade VL døgn evaluering 2011 i powerpoint format
VL døgn evaluering 2011 (5.2 Mb)


Dansk Selskab for Virksomhedsledelse | Tuborg Boulevard 5 | DK-2900 Hellerup | Telefon +45 35439292 | info@vl.dk | CVR: 54 76 36 11 | www.vl.dk